Chokolade cupcakes med Marengs smørcreme

Lækre chokolade cupcakes med den mest luftige marengs smørcreme. De er nemme, smukke og så smager de fantastisk.

Der bliver 20-24 cupcakes

Ingredienser:

Kagen:

  • 250g hvedemel
  • 250g sukker
  • 150g æblemos
  • 50g plantesmør
  • 2 dl plantemælk
  • 2 spsk æblecidereddike
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk natron
  • 3 tsk. vaniljesukker
  • 55g kakaopulver

Marengs smørcremen:

  • 350g vegan block (smørbar kan IKKE bruges)
  • 430g flormelis
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 dl aquafaba*
  • Evt farve**

* Aquafaba er væsken der er i en dåse kikærter
** Blå og orange frugtfarve som jeg har brugt her er vegansk. Vær opmærksom på om farverne du vil bruge indeholder animialer. Grøn har jeg lavet ved at blande den blå farve med gurkemeje, som farver gult.

Opskriften er originalt fra Cooking On Caffeine

Sådan gør du:

Kagen:

  1. Start med at tænde ovnen på 180 grader varmluft.
  2. Gør dine muffinsforme klar. Brug gerne en muffinsholder/form. Det hjælper med at holde kagerne i form og sørge for, at de ikke flyder ud.
  3. Kom æblemos og sukker i en skål og pisk det med et piskeris.
  4. Smelt plantesmør og kom det i skålen sammen med plantemælken og æblecidereddiken.
  5. Hæld så mel, vaniljesukker, bagepulver, natron og kakaopulver i.
  6. Pisk dejen i et stille tempo indtil den er ensartet.
  7. Fordel dejen i muffinsformene. De skal fyldes ca. halvvejs op.
  8. Bag dem i 14-16 min.
  9. Lad kagerne køle ned.

Marengs smørcremen:

  1. Lad din Vegan Block stå ude i en 30-60 min tid. Dette er vigtigt, da den ellers ikke vil agere rigtigt sammen med resten.
  2. Pisk Vegan Block med en el-mixer i 1-2 minutter, indtil den er luftig.
  3. Tilsæt halvdelen af din flormelis, igennem en si, så du er sikker på, at der ikke er klumper.
  4. Pisk indtil alt flormelis er inkorporeret i smørcremen. Brug gerne et viskestykke til at dække skålen, hvis du vil undgå en sky af sukker i luften.
  5. Tilsæt resten af din flormelis samt vaniljesukker, gennem sien.
  6. Pisk igen indtil alt flormelis er inkorporeret. Skrab gerne siderne ned med en dejskraber, så du får alt med.
  7. Kom derefter din aquafaba i og pisk løs.
  8. Du må IKKE miste modet, fordi den VIL skille og det vil ligne en værre omgang ødelagt smørcreme.
  9. Pisk løs i omkring 10 min, og ja det lyder som lang tid, men det er den tid det tager for din “ødelagte” smørcreme at blive til den lækreste, mest luftige og skønne marengs smørcreme.
  10. Når dette er gjort, kan du farve og lege alt det du vil!
  11. Kom smørcremen i forskellige skåle, og farv dem. Jeg lavede 5 farver. Lyseblå, blå, orange, lyseorange og grøn. Og så kom jeg begge orange farver i en sprøjtepose og det samme med den blå. Det giver et fedt dimensionalt look. Derudover brugte jeg den grønne til blade. Leg med det og brug fantasien.
  12. Server dine smukke cupcakes.

Bon Appétit

Josefine Oehlenschlæger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.