Trøfler / Romkugler

Har du kage til overs? Er en kage gået lidt i vasken? Eller elsker du bare trøfler? Så skal du lave disse!

En af mine store laster har altid været trøfler eller romkugler som andre kalder dem. Sådan nogle rigtig lækre nogle, med en skal af chokolade og så krymmel. Mums! Jeg har endelig fået lavet nogle (læs; efter mange forsøg uden succes) der smager som jeg husker dem og jeg glæder mig til at i skal prøve dem!

Giver 10-12 store eller 15-18 små trøfler

Ingredienser:

  • 500-600g kage*
  • 110g havremel/blendet havregryn
  • 3 spsk marmelade
  • 4-6 tsk romessens
  • 2 tsk mandelessens
  • 120g chokolade
  • Krymmel efter eget valg.

*helst en form for chokoladekage. Jeg brugte de her brownies.
Bruger du ikke en chokoladekage, skal du tilsætte lidt kakaopulver. Smag til.

Sådan gør du:

Du kan enten komme det hele i en foodprocessor og blande det sammen, eller du kan gøre det manuelt i en skål. Det er en god ide at smage til efterhånden, da det er forskelligt fra kage til kage hvordan konsistensen bliver. Det kan være nødvendigt at tilsætte mere marmelade hvis kagen har været mere tør i det, eller alternativt komme mindre havremel i.
Når massen er fin og nogenlunde ensartet skal trøflerne formes. Vælg den størrelse du selv synes er bedst. Når de er formet skal de enten på køl i en time eller på frost i er kvarter. Dette gør at de er nemmere at dyppe i chokoladen og ikke smatter ud. Når de er kolde nok, varmer du chokoladen op. Du kan enten varme det op i microovnen, eller i et vandbad, hvilket jeg foretrækker. Vend trøflerne i chokoladen og i dit valgte krymmel og kom dem igen på køl i min. 1 time.
Derefter er de lækre kolde med en god skal af chokolade og krummel.
Du behøver selvfølgelig ikke dyppe dem i chokolade. Hvis du foretrækker dem som de er, kan du bare rulle dem i krymmel efter de er formet.

Velbekomme!

Josefine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.